-
CreaM 2023
Det kræver alle slags mennesker at fortælle alle slags historier
Og det skal kunne ses og mærkes – også på tv-skærmen.
Derfor vil Creators Masterclass (CreaM) fokusere på diversitet i 2023. Vi tror nemlig på, at verden bliver større, sjovere, smukkere og mere kreativ, når alle kan spejle sig i den.
CreaM blev afholdt første gang i 2022 og er et mentor- og workshopforløb, hvor nye talenter med lyst til at lave tv lærer, hvordan man udvikler en idé til et program, og hvordan man derefter pitcher det til de danske tv-stationer.
To uafhængige danske produktionsselskaber, Bermuda Production og Laud People, står for afholdelse af CreaM 2023 med støtte fra Producent Rettigheder Danmark.
Hvem kan søge? Alle! Har du en idé, en historie, et plot, et cast, som du mener, kan blive til tv, og som er mangfoldigt og anderledes, så fortæl os om den. Du behøver ikke at have lavet tv før, men du skal have tid, lyst og åbenhed til at blive udfordret og arbejde med din idé. Er I to eller flere der har udformet ideen, kan I søge sammen.
Hvad får du? CreaM er gratis og løber fra 26. september til 6. december. Det bliver intenst, for CreaM består af otte workshops med undervisning, som primært ligger uden for arbejdstid. Derudover har du løbende møder og sparring med en erfaren mentor. Til slut skal du pitche din gennemarbejdede idé til en redaktør fra en tv-station.
Hvem underviser? Det gør nogle af de dygtigste danske tv-mennesker. Du kommer blandt andre til at møde programchef på BBC Studios Nordic Nicolai Würtz, kreativ konsulent og tidligere programdirektør Maria Thastum, producer og partner Malene Eikers fra Bermuda Production, direktør Lau Rabjerg-Eriksen fra Laud People, konsulent Pia Marquard tidligere udviklingschef for CBC, Canada og journalist og satiriker Adnan Al-Adhani.
Hvordan? Send os en kort beskrivelse af din idé, og dine tanker om det program, du forestiller dig, man vil se på skærmen til cream@creatorsmasterclass.tv. Skriv også et par ord om dig selv, og hvorfor det er vigtigt, at din ide bliver fortalt. Hvis du har en kort video, må du meget gerne sende den med. Deadline: 11. september 2023. I perioden 11.-22. september afholder vi samtaler og udvælger seks-otte deltagere.
Hvilke idéer? Vi modtager idéer i alle genrer: underholdning, fakta, dokumentar, reality, reportage. Men vi modtager ikke rene fiktionsidéer. Beskriv din grundidé, et muligt cast, og hvad der er på spil. Forklar også, hvorfor din idé er anderledes og nødvendig at få fortalt.
Hvad er kravene? Du skal brænde for din idé. Du skal have tid til at deltage i ugentlige workshops mellem kl. 16 og 20 i København. Derudover skal du sætte tid af til møder med din mentor, online eller fysisk, og selv arbejde videre med idéen mellem møderne.
Hvad sker der med idéen? Du ejer din idé fra start til slut og kan arbejde videre med den, hvor og hvordan du vil.
Læs de detaljerede betingelser
Har du spørgsmål så skriv til cream@creatorsmasterclass.tv